Farligt gods kan være klassificeret, emballeret og mærket helt korrekt og alligevel blive farligt, hvis det vælter, glider eller bliver mast under transporten. Her er, hvad reglerne kræver af lastsikringen på lastbiler og i containere, hvordan du gør i praksis, og hvad du skriver under på i et container packing certificate.
Kort fortalt
- Lovkravet: Farligt gods skal stuves og fastgøres, så det ikke kan forskubbe sig, vælte eller blive beskadiget under normale transportforhold. Det gælder ad vej og til søs, nationalt og internationalt.
- Standarden: Sikrer du lasten efter EN 12195-1:2010, opfylder du kravet i ADR.
- Containere: IMDG-koden har egne krav til pakning af containere, og den, der pakker, skal skrive under på et container packing certificate.
- Ansvaret: Det er delt mellem afsender, læsser, den, der pakker containeren, og chaufføren.
Det står i den danske bekendtgørelse
Bekendtgørelse nr. 915 af 26/06/2025 om vejtransport af farligt gods har en kort og klar regel i § 13. Enhver, der er involveret i vejtransport af farligt gods, skal udvise forsigtighed og agtpågivenhed. Og enheder på et køretøj eller i en last med farligt gods skal være forsvarligt stuvet og fastgjort eller fastkilet, så de ikke kan forskubbe sig i forhold til hinanden eller til køretøjet under normale transportforhold.
Reglen gælder også i flere af de situationer, hvor resten af bekendtgørelsen ikke gælder: når private kører med farligt gods, når en virksomhed kører eget affald til genbrugspladsen, ved traktorer og motorredskaber, og ved kørsel inde på et afgrænset virksomhedsområde, i en havn, en lufthavn eller en kombiterminal (§§ 4, 5, 6, 15 og 16). Forestillingen om, at man kun skal surre, når man kører over grænsen, er derfor forkert.
Det står i ADR
ADR uddyber kravene i afsnit 7.5.7 om håndtering og stuvning:
- Kolli med farligt gods skal fastgøres med egnede midler, fx fastgørelsesremme, glidelamelplader og regulerbare beslag, så de ikke kan forskubbe sig, vælte eller blive beskadiget (7.5.7.1).
- Er der andet gods på bilen, fx tunge maskiner eller tremmekasser, skal alt gods være fastgjort, så udslip af farligt gods forebygges.
- Tomrum kan fyldes ud, eller lasten kan blokeres og afstives.
- Surringer må ikke strammes så hårdt, at kolliene beskadiges eller deformeres.
- Kolli må kun stables, hvis de er konstrueret til det (7.5.7.2).
- Kravene gælder også, når containere, tankcontainere, UN-tanke og MEGC’er læsses på og af køretøjer (7.5.7.4).
ADR siger desuden, at kravene anses for opfyldt, hvis lasten er fastgjort efter standarden EN 12195-1:2010. Standarden er ikke den eneste lovlige metode, men den er den sikre vej. ADR henviser også til EU’s retningslinjer for bedste praksis om fastgørelse af last og til CTU-koden som vejledning.
Containere og IMDG-koden
Skal godset til søs, gælder IMDG-koden. Kapitel 7.3 stiller krav til pakning af containere og andre lastenheder:
- Containeren skal kontrolleres indvendig og udvendig, før den pakkes (7.3.3.1–7.3.3.2).
- Beskadigede, utætte eller drysende kolli må ikke pakkes (7.3.3.3).
- Tromler skal stå oprejst, medmindre myndigheden har godkendt andet (7.3.3.4).
- Kolliene skal sikres, så de ikke kan bevæge sig, vende om eller blive beskadiget (7.3.3.6).
- Farligt gods bør, når det er muligt, stå ved døren med faresedlerne synlige, så det kan nås i en nødsituation og ved kontrol (7.3.3.10).
Til søs er kræfterne til siderne større end på vejen, og skibet ruller og hugger i døgnevis. En container, der er pakket til Østersøen, kan ende på et oceanskib. Derfor bør lasten sikres til det værste farvand på rejsen.
CTU-koden fra IMO, ILO og UNECE er en praktisk vejledning i, hvordan containere pakkes og sikres. Den er ikke lov i sig selv, men både ADR og IMDG-koden henviser til den.

Container packing certificate
Når farligt gods pakkes i en container eller læsses på et køretøj, der skal sejle, skal den, der er ansvarlig for pakningen, udstede et container/vehicle packing certificate (IMDG 5.4.2). På dansk hedder det en container-/køretøjspakkeattest. Kører containeren ad vej til havnen, kræver ADR 5.4.2 også, at attesten følger med til rederiet.
Med underskriften bekræfter du ni punkter. Blandt andet at containeren var ren, tør og egnet, at kun hele kolli er pakket, at tromler står oprejst, og at alt gods er stuvet og sikret til hele rejsen. På det multimodale dokument er det feltet nederst til venstre (felt 20). Det skal underskrives af den, der har styret pakningen, ikke nødvendigvis af afsenderen.
Den typiske fejl er, at afsenderen skriver under, selv om en havneterminal eller en underleverandør har pakket containeren. Eller at nogen skriver under, før containeren er færdigpakket og lukket.
Lastsikring er mere end surringsbånd
Effektiv lastsikring bygger på en kombination af metoder.
Blokering
Blokering er næsten altid den bedste løsning. Står lasten tæt mod forvæg, sider og anden last, kan den ikke glide. Tomrum skal fyldes ud. EU’s retningslinjer tillader højst 15 cm luft i alt i hver vandret retning ved blokering, og endnu mindre ved tungt gods som stål, beton og sten. Luftpuder må aldrig bruges op mod døre eller vægge, der ikke er helt faste.
Friktion
Friktionen mellem godset og ladet har stor betydning for, hvor mange surringer der skal til. En træpalle på et krydsfinerlad giver en friktion på 0,45. En plastpalle på riflet aluminium kun 0,15. Er ladet snavset eller frost- eller isglat, må man højst regne med 0,2. En skridsikker gummimåtte (0,6) er det billigste lastsikringsudstyr, der findes.
Surring
Der er fire almindelige surringsmetoder: topsurring, løkkesurring, fjedersurring og direkte surring. Topsurring presser lasten ned og virker kun godt, når båndet står stejlt. Ved en vinkel på 30–75° til ladet skal der bruges dobbelt så mange surringer, og under 30° virker topsurring stort set ikke.
Et konkret eksempel: En palle på 800 kg kræver én topsurring fremad, hvis det er en træpalle på et krydsfinerlad. Er det en plastpalle på et aluminiumslad, skal der seks til. Med en skridsikker måtte er én igen nok.
Læs altid etiketten på surringsbåndet. LC er den største kraft, båndet må belastes med i lige træk, og STF er forspændingen, når skralden spændes normalt med hånden. Et bånd uden læselig etiket bør ikke bruges.
Hvem har ansvaret?

Lastsikring er et fælles ansvar i transportkæden. Læsseren skal opfylde de særlige bestemmelser om pålæsning og håndtering (ADR 1.4.3.1). Transportøren skal visuelt kontrollere, at køretøj og last ikke har åbenlyse mangler (ADR 1.4.2.2.1 (c)). Og den, der pakker en container, skriver under på, at det er gjort rigtigt.
I praksis lægger politiet i Danmark vægt på to ting:
- Chaufføren: Kan chaufføren før afgang se og kontrollere hele lasten, ser politiet lastsikringen som chaufførens ansvar, også når andre har læsset.
- Afsenderen: Afleveres godset på paller, er det afsenderens ansvar, at godset sidder fast på pallen. Chaufføren skal kun sikre selve pallen. Strækfilm er sjældent nok. Bruges den, skal den gå helt ned om pallens fødder og være viklet stramt i flere lag. Bånd eller stropper er som regel bedre.
Typiske fejl
- Pallen står “fint” og bliver ikke surret, fordi den er tung.
- For meget luft foran lasten, så den får fart, før den rammer forvæggen.
- Topsurring med flad vinkel over lav last.
- Strækfilmen holder kolliene sammen, men intet holder pallen fast.
- Tung last trykker mod containerens døre, som kun er bygget til 40 % af den maksimale last.
- Container packing certificate er underskrevet af en, der aldrig har set containeren.
Nyt kursusmodul: Lastsikring af farligt gods
iSikkerhed.dk har udviklet et praktisk kursusmodul i lastsikring af farligt gods til lagerfolk, chauffører og havne- og terminalpersonale. Modulet udbydes primært som tillæg til vores ADR- og IMDG-kurser efter kapitel 1.3 og holdes hos jer, med jeres eget gods og udstyr som eksempler.
Modulet dækker kræfterne på lasten, reglerne i ADR, IMDG og den danske bekendtgørelse, blokering og surring med enkle regneeksempler, pakning af containere og underskriften på container packing certificate. Deltagerne får kursushæftet “Lastsikring af farligt gods” og tjeklister til lageret og bilen.
Læs mere om kursusmodulet i lastsikring eller kontakt os på info@isikkerhed.dk eller +45 8181 3481.
Praktisk konklusion
Ved transport af farligt gods skal lasten være stuvet og sikret, så den ikke kan forskubbe sig, vælte eller blive beskadiget under normale transportforhold. Det gælder det farlige gods og andet gods, der kan ramme det. Bloker først, fyld tomrum ud, og surr, hvor du ikke kan blokere. Og skriv kun under på et container packing certificate, når du selv har set containeren pakket og lukket.
Artiklen giver overblik og erstatter ikke regelteksten. Ved konkrete transporter gælder den gældende udgave af ADR, IMDG-koden og de danske bekendtgørelser.
