Gymnasier, HTX’er, erhvervsskoler og lignende uddannelsesinstitutioner håndterer dagligt kemikalier og kemikalieaffald, der er underlagt de samme transportregler som erhvervslivets farlige gods. Reglerne gælder uanset om man er professionel speditør eller gymnasielærer bag rattet i skolens varevogn.
Dette kursus er tilrettelagt specifikt til uddannelsesinstitutioners hverdag og giver kemi- og biologilærere, pedeller og teknisk personale det faglige fundament til selv at håndtere, klassificere, pakke, mærke, dokumentere og transportere kemikalieaffald lovligt – til genbrugsstationen, til en affaldsindsamler som Marius Pedersen eller Stena Recycling, eller ved flytning af kemikalier mellem lokationer.
Hvem er kurset for?
- Kemi- og biologilærere
- Pedeller og teknisk personale
- Laboranter og laboratorieteknikere
- Arbejdsmiljørepræsentanter og ledere med ansvar for faglokaler
Kursets indhold
Klassificering af kemikalieaffald (ADR 2.1.3.5.5)
Affaldsdunke fra kemilokalet indeholder ofte stoffer, der stadig klassificeres som farligt gods under ADR. Kurset gennemgår, hvordan I klassificerer korrekt med udgangspunkt i sikkerhedsdatablade og CLP-mærkning. I lærer om den særlige bestemmelse i ADR 2.1.3.5.5, der giver mulighed for en pragmatisk klassificering af kemikalieaffald uden unødige laboratorieanalyser.
Emballering, mærkning og faresedler
Hvilke krav gælder til dunke og spændelågsfade? Hvornår skal emballagen være UN-godkendt? Kurset gennemgår korrekt påsætning af faresedler, UN-numre og miljøfarer, herunder aldersgrænser for plastemballage.
Transportdokument
I lærer at udarbejde et korrekt transportdokument til kemikalieaffaldet – hvad skal stå, og hvad kan udelades ved aflevering til genbrugsstationen, Marius Pedersen, Stena Recycling eller kommunens genbrugsplads.
Frimængde og undtagelser
De fleste transporter fra en uddannelsesinstitution kan afvikles under ADR’s frimængderegler eller andre undtagelsesbestemmelser. Kurset gennemgår, hvornår dette er tilfældet, hvad det kræver, og hvad der alligevel skal fremgå af transportdokumentet.
Transport hjem fra leverandøren
Hvad gælder, når der hentes kemikalier hjem fra byggemarkedet, grossisten eller en leverandør? Kurset gennemgår håndværkerreglen, intern transport og reglerne for privatpersoners transport – alle situationer, som kan opstå i en skolehverdag.
Sortering og sammenpakning af farligt affald
Ikke alle kemikalier må pakkes og transporteres sammen. Kurset gennemgår de vigtigste regler for sortering og sammenpakning, herunder særregler for batterier, lysstofrør, kanyler, spraydåser og lightere.
Skjult farligt gods
Kemiskabet er sjældent det eneste sted med farligt gods på en uddannelsesinstitution. Kurset gennemgår de produkter, der oftest overses: lithiumbatterier, bilbatterier, håndsprit, brandslukningsudstyr, nitrogen- og heliumflasker samt maling og opløsningsmidler fra depotrum.
Spild, uheld og rapporteringspligt
Hvad gør I ved spild eller uheld under transport? Kurset gennemgår pligten til at anmelde til alarmcentralen (112) og til Beredskabsstyrelsen, og hvornår disse forpligtelser udløses.
Hvad siger reglerne?
ADR kapitel 1.3 stiller krav om, at alle der medvirker til afsendelse, pakning, mærkning eller dokumentation af farligt gods skal have en passende uddannelse svarende til opgavens omfang. Det gælder også uddannelsesinstitutioner, der ikke er professionelle transportvirksomheder. Aflevering af kemikalieaffald til en genbrugsplads, transport af kemikalier mellem lokationer og afhentning af produkter hos leverandøren er alle situationer, der kan falde ind under ADR’s anvendelsesområde.
Dette kursus opfylder uddannelseskravet i ADR kapitel 1.3 og er tilrettelagt til de konkrete situationer, uddannelsesinstitutioner typisk møder.
Praktisk information
Kurset afvikles på jeres institution med en varighed på typisk 5–7 timer afhængigt af antal deltagere og spørgsmålenes omfang. Alle deltagere modtager kursusbevis, kursusmapper og en praktisk tjekliste til transport af kemikalieaffald. Institutionen stiller undervisningslokale til rådighed.
Alle kurser tillægges kørsel efter Statens takster med udgangspunkt i Vejle/Billund, tur/retur, samt Brobizz hvis Øst for Storebælt.
Ring på 8181 3481, skriv til info@isikkerhed.dk eller udfyld kontaktformularen på kursusoversigten.
