ADR-spildkit: Er det lovpligtigt? Se kravene i ADR 8.1.5

ADR-spildkit – er de lovpligtige eller hvad? Kort svar: Nej. Der findes ikke noget krav i ADR om, at man skal købe eller medbringe et bestemt produkt, der hedder et ADR-spildkit. Til gengæld stiller ADR ved almindelig fuldt reguleret transport konkrete krav til udstyr på den transporterende enhed. For faste stoffer og væsker med fareseddel 3, 4.1, 4.3, 8 eller 9 omfatter det blandt andet en skovl, et afløbsdække og en opsamlingsbeholder.

Og her bliver det lidt mere interessant: Kører man under frimængden efter ADR 1.1.3.6, gælder kravet til dette udstyr ikke. Ved transport som begrænset mængde (LQ) gælder ADR 8.1.5 heller ikke. Men det betyder ikke, at virksomheden uden videre kan beslutte, at der slet ikke skal være udstyr til håndtering af spild. Den danske farligt gods-bekendtgørelse, arbejdsmiljøreglerne, sikkerhedsdatabladet og miljølovgivningen kan stadig være relevante.

TL;DR

Et “ADR-spildkit” er ikke et juridisk defineret produkt. ADR kræver bestemte stykker udstyr – ikke en bestemt taske, kuffert eller færdigpakket løsning.
Ved fuldt reguleret ADR-transport kræves efter ADR 8.1.5 blandt andet stopklods, to selvstændigt stående advarselsmarkeringer, øjenskyllevæske samt advarselsvest, bærbar lyskilde, beskyttelseshandsker og øjenbeskyttelse til hvert medlem af mandskabet.
Ved faste stoffer og væsker med fareseddel 3, 4.1, 4.3, 8 eller 9 kræves desuden skovl, afløbsdække og opsamlingsbeholder. Ved fareseddel 2.3 eller 6.1 kræves en flugtmaske til hvert medlem af mandskabet.
Absorberingsgranulat, kemikaliesokker, absorberingsmåtter, gummistøvler, overtræksdragt og lignende er ikke krævet af ADR. De kan alligevel være både fornuftige og i praksis nødvendige ud fra virksomhedens kemiske risikovurdering og sikkerhedsdatabladets anvisninger.
Ved transport efter ADR 1.1.3.6 – frimængdereglen – bortfalder ADR 8.1.5. Der skal dog fortsat medbringes mindst én 2 kg ABC-håndildslukker efter ADR 8.1.4.2, og den skal opfylde de danske eftersynskrav.
Ved begrænset mængde (LQ) og undtagne mængder er der heller ikke krav om dette køretøjsudstyr efter ADR.
Men ved et faktisk spild siger den danske bekendtgørelse, at der skal ringes 1-1-2, medmindre spildet umiddelbart kan fjernes eller uskadeliggøres af de tilstedeværende – og den regel overlever de fleste nationale undtagelser.

“ADR kræver ikke en bestemt kuffert eller taske med ordet spildkit på siden. ADR kræver konkret udstyr. Og virksomhedens ansvar stopper ikke nødvendigvis dér, hvor ADR’s udstyrsliste stopper.”

— Martin Egeskov Pedersen, sikkerhedsrådgiver hos iSikkerhed.dk

Hvad er egentlig et “ADR-spildkit”?

Søger man efter ADR-udstyr på nettet, møder man hurtigt betegnelser som ADR-spildkit, ADR spill kit, ADR safety kit, ADR-taske og ADR-kuffert. Det kan give indtryk af, at ADR indeholder en standardiseret pakkeliste til sådan et sæt. Det gør ADR ikke.

Den centrale bestemmelse er ADR 8.1.5 om diverse udstyr og personlige værnemidler. Her beskrives de konkrete ting, der skal være om bord på den transporterende enhed, afhængigt af faresedlerne på det gods, der transporteres. Vi har samlet en detaljeret gennemgang i vores liste med lovpligtigt ADR-udstyr.

Man må gerne samle udstyret i en gul taske med “ADR” skrevet på siden. Man må også have det i en plastkasse, i et skab på bilen eller fordelt på andre egnede placeringer. Det afgørende er ikke emballagen omkring udstyret, men at det krævede udstyr faktisk er med og er tilgængeligt, når det skal bruges.

Betegnelsen ADR-spildkit er derfor bedst opfattet som en praktisk handelsbetegnelse. Juridisk er det mere præcist at tale om udstyr efter ADR 8.1.5.

Hvad kræver ADR 8.1.5 så?

Ved en fuldt reguleret ADR-transport, hvor man ikke anvender en undtagelse som frimængde eller LQ, skal den transporterende enhed have både generelt sikkerhedsudstyr og personlige værnemidler. Udstyret vælges efter faresedlernes numre, som fremgår af transportdokumentet.





Udstyr	Omfang	Hvornår kræves det?
Stopklods	Én pr. køretøj, dimensioneret efter køretøjets største tilladte totalvægt og hjuldiameter	Altid
Selvstændigt stående advarselsmarkeringer	To pr. transporterende enhed	Altid
Øjenskyllevæske	Pr. transporterende enhed	Altid – dog ikke ved fareseddel 1, 1.4, 1.5, 1.6, 2.1, 2.2 og 2.3
Advarselsvest eller -beklædning	Til hvert medlem af mandskabet	Altid
Bærbar lyskilde efter 8.3.4	Til hvert medlem af mandskabet	Altid
Beskyttelseshandsker	Ét par til hvert medlem af mandskabet	Altid
Øjenbeskyttelse	Til hvert medlem af mandskabet	Altid
Flugtmaske	Til hvert medlem af mandskabet	Ved fareseddel 2.3 eller 6.1
Skovl	Pr. transporterende enhed	Kun ved faste stoffer og væsker med fareseddel 3, 4.1, 4.3, 8 eller 9
Afløbsdække	Pr. transporterende enhed	Kun ved faste stoffer og væsker med fareseddel 3, 4.1, 4.3, 8 eller 9
Opsamlingsbeholder	Pr. transporterende enhed	Kun ved faste stoffer og væsker med fareseddel 3, 4.1, 4.3, 8 eller 9

Det er især de sidste tre ting, der i daglig tale bliver omtalt som et spildkit. Men bemærk noget vigtigt: ADR siger skovl, afløbsdække og opsamlingsbeholder. ADR siger ikke, at der skal være 20 kg kattegrus, seks absorberingsmåtter, to kemikaliesokker og fem affaldsposer.

Skal der være absorberingsgranulat i et ADR-spildkit?

Ikke som et krav efter ADR. Det er faktisk en af de misforståelser, jeg oftest støder på.

Man kan købe meget omfattende spildkits med absorberingsgranulat, måtter, slanger, klude, poser, kabelbindere, kemikaliehandsker og forskellige former for forseglingsudstyr. Alt dette kan være glimrende udstyr, men det bliver ikke lovpligtigt, blot fordi en leverandør kalder sættet for et “ADR-spildkit”.

ADR 8.1.5 nævner ikke absorberingsmateriale. Det juridiske minimum ved de relevante faretyper er blandt andet skovl, afløbsdække og opsamlingsbeholder.

Det betyder dog ikke, at absorberingsmateriale er en dårlig idé. Tværtimod vil det ofte være langt mere anvendeligt ved et mindre væskespild end en tom spand og en skovl. Men her bevæger vi os fra spørgsmålet “Hvad kræver ADR?” til spørgsmålet “Hvad skal vi konkret bruge for at kunne håndtere vores kemikalier forsvarligt?” Og det er ikke det samme.

Sikkerhedsdatabladet er mindst lige så interessant som ADR

Hvis virksomheden transporterer eller håndterer kemiske produkter, bør man ikke sammensætte sit spildudstyr alene ud fra ADR. Et langt bedre udgangspunkt er produktets sikkerhedsdatablad og den kemiske risikovurdering.

Sikkerhedsdatabladet og den kemiske risikovurdering har to forskellige funktioner. Sikkerhedsdatabladet, SDS’et, følger det enkelte kemiske produkt og beskriver blandt andet dets farlige egenskaber, værnemidler, sikker håndtering og forholdsregler ved spild.

APV’en er derimod virksomhedens egen vurdering af arbejdsmiljøet. Den skal tage udgangspunkt i, hvordan arbejdet faktisk udføres på den konkrete arbejdsplads. Når der arbejdes med farlig kemi, indgår den kemiske risikovurdering som den kemiske del af APV-arbejdet. Her bruger virksomheden blandt andet oplysningerne fra sikkerhedsdatabladene til at vurdere medarbejdernes reelle eksponering, arbejdsprocesserne og behovet for forebyggende foranstaltninger.

Man kan derfor lidt forenklet sige, at SDS’et fortæller, hvilke farer produktet har, mens den kemiske risikovurdering vurderer, hvad de farer betyder i virksomhedens konkrete arbejde.

Når det gælder spildberedskab, er især punkt 6 i sikkerhedsdatabladet relevant, fordi det beskriver forholdsregler ved udslip samt metoder og materialer til inddæmning og oprensning. Disse oplysninger bør indgå i virksomhedens kemiske risikovurdering og i valget af spildudstyr.

Efter REACH-forordningens bilag II skal sikkerhedsdatabladets punkt 6 om forholdsregler over for udslip ved uheld blandt andet give oplysninger om personlige sikkerhedsforanstaltninger, miljøbeskyttelse samt metoder og materialer til inddæmning og oprensning. Det kan omfatte inddæmning, tildækning af afløb, neutralisation, opsugende materiale, rengøringsmetoder og nødvendigt udstyr.

Det er derfor ikke nødvendigvis smart at købe ét universelt ADR-spildkit og antage, at problemet er løst. Et absorberingsmiddel, der er velegnet til én type kemikalie, er ikke nødvendigvis den bedste løsning til et andet. Ved nogle stoffer skal man være særligt opmærksom på reaktivitet, brandfare, oxiderende egenskaber eller muligheden for at udvikle farlige dampe – hvilket vi også berører i artiklen om uforenelige kemikalier.

Det samme gælder værnemidlerne. De almindelige ADR-handsker er et transportkrav, men ADR specificerer ikke, at netop disse handsker er kemisk resistente over for ethvert stof på ladet. Hvis medarbejderen rent faktisk forventes at håndtere et spild, skal valget af værnemidler tage udgangspunkt i den konkrete kemiske risiko og i oplysningerne i sikkerhedsdatabladet.

Forskellen på lovpligtigt udstyr og udstyr, der gør det forsvarligt at gribe ind

Det er efter min opfattelse den vigtigste skelnen i hele diskussionen.

ADR fastsætter et minimum af udstyr, som skal være på bilen ved bestemte transporter. Det betyder ikke automatisk, at dette minimum gør chaufføren i stand til forsvarligt at håndtere ethvert tænkeligt spild.

De skriftlige anvisninger efter ADR illustrerer det ganske godt. Ved en ulykke eller nødsituation skal mandskabet blandt andet undgå at gå ind i eller berøre spildte stoffer og undgå at indånde dampe, røg, støv og tåge. Samtidig skal udstyret på køretøjet anvendes til at forhindre udsivning til vandmiljø eller kloaksystem og til at begrænse udslip – hvis det kan lade sig gøre og er sikkert.

Det sidste er vigtigt. En chauffør skal ikke iføre sig et par almindelige handsker, gå hen til en ukendt kemikaliepøl og begynde at skovle, bare fordi der ligger en ADR-spand i bilen. Spildudstyr er ikke en tilladelse til at udsætte sig selv for fare.

Hvad gælder ved frimængdekørsel?

Her kommer den del, der ofte overrasker.

Når transporten lovligt gennemføres efter ADR 1.1.3.6 – frimængdereglen eller 1000-point-reglen – bortfalder en række af ADR’s krav. ADR 1.1.3.6.2 angiver udtrykkeligt, hvilke bestemmelser der ikke finder anvendelse. Blandt andet bortfalder kapitel 5.3 om orange skilte og faresedler på køretøjet, de skriftlige anvisninger efter 5.4.3 og hovedparten af del 8. ADR 8.1.5 er ikke blandt de bestemmelser, der holdes i kraft. Derfor er der ved en korrekt gennemført frimængdetransport ikke krav om skovl, afløbsdække, opsamlingsbeholder, øjenskyllevæske eller øjenbeskyttelse efter 8.1.5.

Del 8 bortfalder dog ikke i sin helhed. Følgende bestemmelser gælder fortsat:





		Bestemmelse	Hvad den handler om
		8.1.2.1 (a)	Transportdokumentet skal medbringes
		8.1.4.2 til 8.1.4.5	Brandslukningsmateriel, herunder eftersyn, plombering og placering
		8.2.3	Uddannelse af mandskabet efter kapitel 1.3
		8.3.4	Krav til bærbare lysapparater og forbud mod åben ild
		8.4	Overvågning af køretøjer, hvor det er relevant
		8.5, S1(3) og (6), S2(1), S4 samt S14 til S21	Udvalgte driftsmæssige tillægsbestemmelser fra kolonne 19 i Tabel A

Brandslukkeren er altså ikke den eneste undtagelse fra undtagelsen – men den er den mest håndgribelige. Den transporterende enhed skal efter ADR 8.1.4.2 have mindst én håndildslukker egnet til brandklasse A, B og C med mindst 2 kg pulver eller tilsvarende kapacitet.

Og her kommer et dansk krav, som mange overser: Efter § 17 i bekendtgørelsen om vejtransport af farligt gods skal håndildslukkere efterses efter DS 2320:2020 og gennemgå egenkontrol eller serviceeftersyn mindst én gang om året. Slukkeren skal være mærket med en etiket påsat af den, der har foretaget kontrollen, og ved egenkontrol skal etiketten desuden angive måned og år for næste egenkontrol. En ukontrolleret 2 kg-slukker i førerhuset er altså ikke tilstrækkelig, heller ikke ved frimængdekørsel.

Det er dermed fuldt muligt at transportere eksempelvis en mindre mængde ætsende eller brandfarligt gods efter 1.1.3.6 uden det “spildkit”, man skulle have haft, hvis samme transport foregik over frimængden. Det kan virke ulogisk, men juridisk er det sådan, undtagelsen er bygget op.

Hvad med LQ – begrænset mængde?

Det samme grundprincip gælder ved Limited Quantity (LQ). Når godset lovligt transporteres efter ADR kapitel 3.4, gælder kun de bestemmelser, som kapitel 3.4 lader være i kraft. ADR 8.1.5 er ikke en af dem. Derfor er der ikke krav om et ADR-spildkit eller om det øvrige personlige sikkerhedsudstyr efter 8.1.5 ved en ren LQ-transport.

Det er blandt andet derfor, en bil med store mængder korrekt emballerede LQ-kolli kan have færre krav til medbragt sikkerhedsudstyr end en bil med en forholdsvis beskeden mængde fuldt reguleret farligt gods. Husk dog, at der stadig gælder krav om mærkning af den transporterende enhed, når den samlede bruttovægt af LQ-gods overstiger 8 tons.

Igen er det kun en konklusion om ADR’s transportkrav. Den siger ikke i sig selv noget om, hvilket beredskabsudstyr virksomheden bør have af arbejdsmiljømæssige eller praktiske årsager.

Og undtagne mængder?

Ved transport efter ADR kapitel 3.5 om undtagne mængder (Excepted Quantities) er der ligeledes tale om en meget omfattende lempelse. ADR 8.1.5 er derfor heller ikke et krav ved en sådan transport. Det er rimeligt set i lyset af, at undtagne mængder netop er meget små mængder i særligt opbyggede emballager.

Men hvad siger den danske bekendtgørelse om et faktisk spild?

Her bliver spørgsmålet væsentligt mere interessant.

Bekendtgørelse nr. 915 af 26. juni 2025 om vejtransport af farligt gods er gældende i Danmark og er ændret ved bekendtgørelse nr. 473 af 21. maj 2026 med virkning fra 23. juni 2026. Ændringen vedrørte alene bekendtgørelsens fodnote, indledning samt bilag 4 og et nyt bilag 5 om kontrol og risikokategorier. Den centrale § 14 om spild er uændret.

§ 14 har to led, og begge er relevante:

Stk. 1: Spild eller udslip af farligt gods skal omgående anmeldes til alarmcentralen (1-1-2), når der er pligt hertil i henhold til ADR.
Stk. 2: Spild eller udslip af farligt gods, der ikke er omfattet af stk. 1, skal omgående anmeldes til alarmcentralen (1-1-2), medmindre spildet eller udslippet umiddelbart kan fjernes eller uskadeliggøres af de tilstedeværende.

Det er en ret vidtgående regel. Den siger ikke, at alle biler skal have et spildkit. Men den siger i praksis, at hvis de tilstedeværende ikke straks kan håndtere spildet forsvarligt, er udgangspunktet at kontakte 1-1-2.

Og her er en detalje, mange overser: § 14, stk. 2 overlever de nationale undtagelser. Bekendtgørelsens § 4, stk. 2, § 5, stk. 4 og § 6, stk. 2 fastslår udtrykkeligt, at undtagelserne for blandt andet privatpersoners kørsel og virksomheders transport af eget affald ikke omfatter § 13 om agtpågivenhed og § 14, stk. 2. Selv når ADR-kravene i vidt omfang falder væk, står 1-1-2-pligten altså tilbage.

Det kan derfor være en dårlig virksomhedsprocedure at spare et par hundrede kroner på egnet spildudstyr og samtidig forvente, at chaufføren skal kunne håndtere små spild selv. Hvis chaufføren hverken har udstyret, instruktionen eller de nødvendige værnemidler, er det svært at argumentere for, at spildet “umiddelbart kan fjernes eller uskadeliggøres af de tilstedeværende”.

Omvendt skal bestemmelsen heller ikke læses som en opfordring til amatørkemisk beredskab. Er der tvivl om stoffet, risiko for farlige dampe, brand, personskade, reaktion med vand, forurening af kloak eller vandmiljø eller andre forhold, som gør indgrebet usikkert, skal medarbejderne ikke udsætte sig selv for fare for at undgå et opkald til alarmcentralen. Det flugter med den praktiske hovedregel i vores vejledning om, hvornår man skal ringe 1-1-2 ved farligt gods: Kan spildet ikke straks og sikkert håndteres på stedet, skal alarmcentralen kontaktes.

Et dansk eksempel: farligt affald fra genbrugspladser

Bekendtgørelsens bilag 1 indeholder en national ordning for transport af farligt affald indsamlet fra husholdninger. Her fremgår det direkte, at der – medmindre ADR 1.1.3.6 finder anvendelse – skal medbringes øjenskyllevæske, flugtmaske, skovl, afløbsdække og opsamlingsbeholder foruden det øvrige udstyr efter ADR 8.1.5.

Det er en god illustration af hele logikken: Udstyrslisten følger transportreglen, ikke produktnavnet på en indkøbt taske.

Arbejdsmiljøreglerne kan være vigtigere end ADR-spildkittet

ADR regulerer først og fremmest transporten. Arbejder medarbejdere på en virksomhed med farlige kemiske produkter og forventes at kunne håndtere spild, kommer arbejdsmiljølovgivningen oveni.

Bekendtgørelse nr. 581 af 25. juni 2026 om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser) trådte i kraft den 27. juni 2026 og afløste bekendtgørelse nr. 381 af 12. april 2023. Tre bestemmelser er særligt relevante for spildberedskab:

§ 17, nr. 1: Kan faren ikke fjernes, skal arbejdsgiveren på grundlag af arbejdspladsvurderingen først tilrettelægge arbejds- og produktionsmetoder, foretage teknisk kontrol samt bruge egnet arbejdsudstyr og egnede materialer for at undgå eller begrænse udslip af farlige stoffer og materialer. Derefter kommer kollektive foranstaltninger, og først til sidst personlige værnemidler.
§ 21: Medfører tilstedeværelsen af farlige stoffer en ulykke, et uheld eller overhængende fare herfor, skal arbejdsgiveren straks træffe foranstaltninger til at imødegå påvirkningerne og underrette de ansatte. Kun ansatte, hvis arbejde gør det nødvendigt, må have adgang til det berørte område, og de skal anvende personlige værnemidler.
§ 22: Information om nødforanstaltninger skal være til rådighed, herunder om særlige farer ved ulykker og uheld samt om beredskabs-, evakuerings- og øvelsesplaner efter § 20.

Der står altså heller ikke her: “Køb et ADR-spildkit model X”. Reglerne er risikobaserede. Viser virksomhedens kemiske risikovurdering, at medarbejderne kan blive udsat for mindre spild, og at sådanne spild forventes håndteret lokalt, skal virksomheden have en forsvarlig løsning. Afhængigt af kemikalierne kan det være absorberingsmateriale, egnede beholdere, specifikke kemikaliehandsker, øjenbeskyttelse, afløbsdække eller andet udstyr.

Miljølovgivningen siger heller ikke “spildkit” – men ansvaret er reelt nok

Miljøbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1742 af 22. december 2025, er også relevant.

Efter lovens § 4, stk. 4 skal den, der har forårsaget forurening af luft, vand, jord eller undergrund eller skabt risiko for, at en sådan forurening kan opstå, foretage de nødvendige foranstaltninger for effektivt at forebygge eller afværge følgerne – og søge den hidtidige tilstand genoprettet. Efter § 71, stk. 2 skal den ansvarlige ved væsentlig forurening eller overhængende fare herfor straks forhindre yderligere udledning eller afværge faren, og efter § 71, stk. 1 straks underrette tilsynsmyndigheden.

Heller ikke her findes en standardiseret indkøbsliste med “ét stk. ADR-spildkit”. Men håndterer virksomheden væsker, der ved et uheld kan løbe direkte i en regnvandsbrønd, kan et egnet afløbsdække være en både billig og effektiv forebyggende foranstaltning. I nogle situationer vil et par hundrede kroner i beredskabsudstyr kunne forhindre en langt større miljøskade – og et efterfølgende oprensningsansvar.

Et ADR-spildkit bør derfor have to lag

En praktisk måde at anskue det på er at skelne mellem ADR-laget og virksomhedens risikobaserede lag. Det første lag er forholdsvis enkelt at kontrollere. Det andet kræver, at man tænker sig om.

Et firma, der hovedsageligt transporterer organiske opløsningsmidler i små dunke, har ikke nødvendigvis behov for samme spildudstyr som en virksomhed, der transporterer stærkt ætsende væsker. Og ingen af dem bør nødvendigvis have samme løsning som en virksomhed, der primært transporterer pulverformige produkter.

Hvad ville jeg selv lægge i et praktisk spildkit?

Ser man bort fra det juridiske minimum et øjeblik og spørger, hvad der typisk er fornuftigt til mindre spild af almindelige kemiske produkter, ville jeg normalt overveje:

absorberende materiale i løs form
absorberingsmåtter eller kemikaliesokker
en egnet opsamlingsbeholder med tætsluttende låg
kraftige poser eller anden egnet emballage til det forurenede materiale
relevante ekstra handsker valgt efter kemikaliet, ikke efter prisen

Men indholdet bør bestemmes af de konkrete produkter. Sikkerhedsdatabladets punkt 6 om forholdsregler ved udslip og punkt 8 om eksponeringskontrol og personlige værnemidler er et langt bedre beslutningsgrundlag end teksten på forsiden af et universelt “ADR spill kit”. Og det er vigtigt at holde fast i, at dette er en praktisk anbefaling – ikke en udvidelse af kravene i ADR 8.1.5.

Man bør også have en grænse for, hvornår udstyret ikke skal bruges

Et godt spildkit uden en instruktion kan give falsk tryghed.

Medarbejderen bør vide, hvilke mindre hændelser virksomheden forventer, at vedkommende selv kan håndtere, og hvornår der ikke skal gøres andet end at sikre området, holde afstand og kontakte beredskabet. Den skelnen bør være så enkel som muligt.

Et par dråber fra en væltet, kendt beholder på et tæt gulv kan være én situation. Et ukendt kemikalie, kraftig dampudvikling, et større læk, en beskadiget IBC, stof på kørebanen eller væske på vej mod et kloakafløb er noget helt andet. ADR’s skriftlige anvisninger understreger netop, at mandskabet skal undgå kontakt med spildte stoffer og kun anvende udstyret til at begrænse udslippet, hvis det kan lade sig gøre og er sikkert.

Hvad sker der, hvis det lovpligtige udstyr mangler?

Manglende udstyr er ikke en teoretisk formalitet.

Med bekendtgørelse nr. 473 af 21. maj 2026 fik bekendtgørelsen om vejtransport af farligt gods et nyt bilag 5 med de harmoniserede risikokategorier fra EU’s kontroldirektiv. Her er “manglende medbringelse af udstyr i et køretøj, der kræves i henhold til ADR eller i skriftlige anvisninger” placeret i risikokategori II. Det samme gælder manglende medbringelse af funktionsdygtige ildslukkere eller brandslukningsudstyr, der ikke opfylder de specifikke bestemmelser.

Risikokategori II omfatter overtrædelser, der indebærer risiko for personskade eller miljøskade. Ved en vejkontrol skal sådanne overtrædelser normalt medføre en korrigerende foranstaltning – afhjælpning på stedet, hvis det er muligt og hensigtsmæssigt, og ellers senest ved afslutningen af den igangværende forsendelse.

Kræver en transport altså skovl, afløbsdække og opsamlingsbeholder, er det ikke tilstrækkeligt at forklare ved kontrollen, at virksomheden “normalt ikke får spild”. Udstyret skal være der.

Fire typiske transportsituationer

1. Lastbil med større mængde brandfarlig væske i almindelige ADR-kolli, frimængden overskredet. Fuldt reguleret transport, og godset bærer fareseddel 3 og er en væske. Der skal derfor blandt andet være skovl, afløbsdække og opsamlingsbeholder ud over det generelle udstyr efter 8.1.5.2.

2. Varebil med en mindre mængde af samme væske, lovligt gennemført efter ADR 1.1.3.6. Kravene i 8.1.5 gælder ikke. Bilen skal fortsat have den krævede 2 kg ABC-håndildslukker efter 8.1.4.2 – med gyldigt eftersyn efter DS 2320:2020.

3. Bil, der udelukkende transporterer ikke-brandfarlige, ikke-giftige gasser med fareseddel 2.2 under fuldt regulerede ADR-regler. Der skal ikke være skovl, afløbsdække og opsamlingsbeholder på grundlag af denne fare, og øjenskyllevæske er ligeledes undtaget for fareseddel 2.2. De øvrige generelle krav til blandt andet stopklods, advarselsmarkeringer, advarselsvest, lygte, handsker og øjenbeskyttelse gælder fortsat.

4. Transport af giftige stoffer med fareseddel 6.1. Der skal være flugtmaske til hvert medlem af mandskabet. Men fareseddel 6.1 udløser ikke i sig selv krav om skovl, afløbsdække og opsamlingsbeholder. Har stoffet derudover en sekundær fare, som er omfattet – eksempelvis 3 eller 8 – skal denne naturligvis også tages i betragtning.

Det viser meget godt, hvorfor en færdig “ADR-spildkit-pakke” ikke i sig selv kan afgøre, om bilen er lovlig. Man skal vide, hvad bilen transporterer, hvilke faresedler der er relevante, og hvilken transportregel der anvendes.

Den praktiske virksomhedsløsning

For de fleste virksomheder ville jeg anbefale en enkel model i tre trin:

Fastslå transportreglen. Kører I som fuldt reguleret ADR, efter 1.1.3.6, som LQ, som undtagne mængder eller efter en af de øvrige undtagelser som eksempelvis håndværkerreglen?
Fastlæg det lovpligtige udstyr ud fra faresedlerne. Brug tabellen ovenfor og transportdokumentets angivelse af faresedler.
Foretag en separat vurdering af de realistiske spildscenarier. Brug sikkerhedsdatablade og den kemiske risikovurdering til at beslutte, om bilen eller arbejdsstedet bør have yderligere absorberings- og beskyttelsesudstyr – og gør det klart for medarbejderne, hvornår udstyret må anvendes, og hvornår der skal ringes 1-1-2.

Det sidste punkt bliver ofte glemt. Et spildkit har kun værdi, hvis den person, der skal bruge det, kender både dets muligheder og dets begrænsninger.

Så: Er et ADR-spildkit lovpligtigt?

Nej, hvis vi med “ADR-spildkit” mener et bestemt færdigpakket produkt. Der er ikke i ADR krav om en bestemt taske, kuffert eller spildpakke med en fast sammensætning.

Ja, hvis man med “ADR-spildkit” i virkeligheden mener de konkrete spildrelaterede redskaber, som ADR kræver ved den aktuelle transport. Ved fuldt reguleret ADR-transport af faste stoffer eller væsker med fareseddel 3, 4.1, 4.3, 8 eller 9 skal der være en skovl, et afløbsdække og en opsamlingsbeholder på den transporterende enhed.

Nej, normalt ikke efter ADR 8.1.5, hvis transporten lovligt gennemføres under frimængden eller som LQ. Men virksomheden bør stadig vurdere, om andet udstyr er nødvendigt efter arbejdsmiljøreglerne, den kemiske risikovurdering, sikkerhedsdatabladet og de konkrete miljømæssige risici.

Og sker spildet først, gælder den danske hovedregel: Kan de tilstedeværende ikke umiddelbart og sikkert fjerne eller uskadeliggøre spildet, skal alarmcentralen kontaktes.

FAQ om ADR-spildkit

Er et ADR-spildkit lovpligtigt?

Ikke som et bestemt produkt. ADR kræver konkrete typer udstyr, men der findes ikke krav om at købe en færdigpakket vare, der hedder “ADR-spildkit”.

Hvornår er skovl, afløbsdække og opsamlingsbeholder lovpligtige?

Ved fuldt reguleret ADR-transport kræves de for faste stoffer og væsker med fareseddel 3, 4.1, 4.3, 8 eller 9. Kravet følger af ADR 8.1.5.3 og den tilhørende fodnote.

Skal et ADR-spildkit indeholde absorberingsgranulat?

ADR stiller ikke krav om absorberingsgranulat. Absorberende materiale kan derimod være en meget relevant praktisk foranstaltning ud fra produktets sikkerhedsdatablad og virksomhedens kemiske risikovurdering.

Skal man have spildkit med ved frimængdekørsel?

Ikke efter ADR 8.1.5, når betingelserne i ADR 1.1.3.6 faktisk er opfyldt og undtagelsen anvendes. Der skal dog fortsat medbringes mindst én 2 kg ABC-håndildslukker efter ADR 8.1.4.2, og den skal opfylde de danske krav om årligt eftersyn efter DS 2320:2020.

Skal man have spildkit med ved LQ-kørsel?

Ikke som krav efter ADR 8.1.5. LQ-reglerne i kapitel 3.4 medfører, at langt færre af ADR’s almindelige transportkrav finder anvendelse.

Må chaufføren selv rydde et kemikaliespild op?

Kun hvis det kan ske forsvarligt. ADR’s skriftlige anvisninger siger, at mandskabet skal undgå kontakt med spildte stoffer og kun anvende udstyret til at begrænse udslip, hvis det er sikkert og praktisk muligt.

Skal chaufføren medbringe gummistøvler og overtræksdragt?

Nej, ikke efter ADR reglerne.

Hvornår skal man ringe 1-1-2 ved et spild?

Efter § 14 i bekendtgørelsen om vejtransport af farligt gods skal spild eller udslip anmeldes til 1-1-2, når ADR kræver det, og i øvrigt medmindre det umiddelbart kan fjernes eller uskadeliggøres af de tilstedeværende. Er der tvivl om, hvorvidt hændelsen kan håndteres straks og sikkert, bør medarbejderen ikke udsætte sig selv for risiko for at undgå at ringe.

Kan det samme spildkit bruges til alle kemikalier?

Ikke nødvendigvis. Det rigtige absorberingsmiddel, de rigtige handsker og den korrekte oprensningsmetode afhænger af kemikaliets egenskaber, og sikkerhedsdatabladets punkt 6 og 8 bør derfor indgå i vurderingen.

Kan arbejdsmiljøreglerne gøre udstyr nødvendigt, selv om ADR ikke kræver det?

Ja. Arbejdsgiveren skal foretage en kemisk risikovurdering og anvende egnede arbejdsmetoder, udstyr og materialer til at undgå eller begrænse udslip og beskytte de ansatte. Reglerne angiver dog ikke én standardiseret “spildkit”-pakke.

Hvad koster det, hvis udstyret mangler ved en kontrol?

Manglende medbringelse af udstyr, der kræves efter ADR eller de skriftlige anvisninger, er placeret i risikokategori II i bilag 5 til bekendtgørelsen om vejtransport af farligt gods. Det medfører normalt en korrigerende foranstaltning – på stedet, hvis det er muligt, og ellers senest ved forsendelsens afslutning.

Hvilke regler er artiklen baseret på?

Artiklen er kontrolleret efter gældende regler pr. 8. august 2026: ADR 2025, navnlig 1.1.3.6, kapitel 3.4 og 3.5, 5.4.3, 8.1.4 og 8.1.5; bekendtgørelse nr. 915 af 26. juni 2025 om vejtransport af farligt gods som ændret ved bekendtgørelse nr. 473 af 21. maj 2026; bekendtgørelse nr. 581 af 25. juni 2026 om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser); REACH-forordningens bilag II, navnlig sikkerhedsdatabladets punkt 6; samt miljøbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1742 af 22. december 2025.

Brug for hjælp til at få styr på udstyret?

Er I i tvivl om, hvilket udstyr jeres transporter faktisk kræver, kan vi hjælpe. Vi leverer ADR-udstyr til lastbil, herunder komplette ADR-tasker med udstyr efter 8.1.5, og vi rådgiver som ekstern sikkerhedsrådgiver om, hvornår kravene gælder – og hvornår de ikke gør.