Lithiumbatterier – små (SP 188 & Section II)

Målgruppe

Ansatte i virksomheder, der sender små lithiumbatterier eller udstyr med sådanne batterier i. Det kan fx være forsendelse af håndværktøj, laptops, reservebatterier til værktøj eller mobiltelefoner, powerbanks, dataloggere og andet måleudstyr eller apparatur.

Lovgivning og lovkrav

Forsendelse af små lithiumbatterier efter undtagelsesbestemmelserne i særlig bestemmelse 188 (ADR og IMDG) kræver kendskab til disse. Ved luftfragt gælder Section II og kravet om instruktion efter IATA DGR 1.6 kun for batterier, der er pakket med eller indbygget i udstyr (pakkeinstruktion 966, 967, 969 og 970), og virksomheden skal kunne dokumentere instruktionens indhold. Løse lithiumbatterier, fx powerbanks og reservebatterier, skal med fly sendes efter Section IA eller IB i pakkeinstruktion 965 eller 968, og medarbejderne skal være uddannet efter IATA DGR 1.5.

Forudsætninger

Kurset er et grundlæggende kursus, der ikke kræver forudgående kendskab til farligt gods, eller særlige sproglige evner.

Kompetencer & kursusmål

Kurset sætter deltageren i stand til at vurdere om et batteri eller noget apparatur kan sendes efter undtagelsesbestemmelserne for vej-, sø- og flytransport, eller om godset skal håndteres efter de normale farligt gods regler. Kursisten kan pakke og opmærke, samt formidle relevant dokumentation for forsendelsen af sådanne batterier og udstyr.

Tilfredsstillende kursusdeltagelse vil gøre deltageren i stand til at udarbejde procedurer og instrukser til virksomhedens ansatte, der håndterer små lithiumbatterier i eller pakket med udstyr, i henhold til kravene i luftfartsbestemmelserne (IATA DGR 1.6)

Kursusindhold

Kurset er tilrettelagt, så det veksler mellem teori og praktiske opgaver, og indeholder blandt andet

  • Regelsæt og definitioner
  • Ansvar og uddannelseskrav
  • Batterityper og -risici
  • Identifikation af lithiumbatterier / sikkerhedsdatablad (SDS)
  • Klassificering og UN 38.3-testoversigt (test summary)
  • Ødelagte og defekte batterier, samt returforsendelser
  • Vej- og søtransport efter SP188
  • Luftfragt efter Section II (batterier i eller pakket med udstyr)
  • Krav om højst 30 % ladetilstand for lithiumionbatterier ved luftfragt (løse batterier og batterier pakket med udstyr)
  • Respons ved uheld og hændelser med farligt gods

Undervisningsmaterialer

Der udleveres undervisningsmateriale i form af et kompendium, der efterfølgende kan anvendes som opslagsværk i kursisternes daglige virke.

Varighed

Kurset varer ca. 3-4 timer.

Kursusbevis

Der udstedes kursusbevis til alle deltagere efter gennemført kursus. Kursusbevis forudsætter tilfredsstillende deltagelse i kurset.

Praktisk info

Dette kursus kvalificerer ikke som et ADR 1.3- eller IMDG 1.3-basiskursus eller som uddannelse efter IATA DGR 1.5, men giver et indblik i forsendelse af små, undtagne lithiumbatterier, der kan sendes uden krav til en sådan uddannelse. Alligevel er reglerne så komplicerede, at de kan være svære at følge uden en uddannelse.

Vejledende pris for firmakursus 2026

Undtagne lithiumbatterier ADR-IMDG og IATA: 7.500,- ekskl. moms inkl. max 5 personer. Yderligere kursister 300,- per person. Varighed ca. 3-4 timer.

Ovenstående priser inkluderer kursusmapper, dokumentskabeloner, hotline og kursusbeviser for det tilmeldte antal kursister.
Maksimalt deltagerantal per kursus 15 personer.
Priserne gælder ved kursus-afvikling i Danmark med undtagelse af ikke-brofaste øer, Færøerne og Grønland.
Virksomheden stiller gratis undervisningslokale til rådighed.
Alle kurser tillægges kørsel efter Statens takst (3,94 kr. pr. km i 2026) med udgangspunkt i Vejle/Billund, tur/retur, samt Brobizz hvis Øst for Storebælt.

Priseksempel ved kursus på virksomhed beliggende i Ringsted for 3 personer
Grundgebyr (inkl. 5 personer): 7.500,-
Kørsel (ca. 390 km): 1.537,-
Storebæltsbroen med BroBizz (2 x 164,-): 328,-
Total: 9.365,- ekskl. moms

Husk også at se kursuskalenderen over åbne kurser om der findes et åbent kursus i nærheden

Kommende åbne hold

Der er ingen åbne hold lige nu. Kurset holdes som firmakursus hos jer, på en dato I selv vælger.

Næste skridt

Senest fagligt gennemgået 24. september 2026 · Regelgrundlag: ADR 2025, IMDG-koden Amendment 42-24 og IATA DGR 67. udgave (2026)