En tabel man sjældent bruger i praksis, men som ofte dukker op til sikkerhedsrådgivereksamen
Tabel 2.1.3.10 i ADR er en af de bestemmelser, som mange kursister synes er svær at få greb om. Det er der en god grund til. Tabellen er nemlig vigtig i undervisning og eksamensforberedelse, men den bruges meget sjældent i det daglige arbejde.
Det er værd at sige helt tydeligt fra start:
I praksis vil de fleste virksomheder og rådgivere stort set aldrig sidde og anvende tabel 2.1.3.10 direkte. Det gælder også for mange, der ellers arbejder med klassificering efter både CLP og ADR. Typisk er klassificeringen allerede fastlagt af producenten, eller også sker den som led i et bredere kemikaliefagligt arbejde, hvor man bruger mange andre oplysninger end netop denne tabel.
Alligevel er tabellen vigtig at kende. Ikke fordi den fylder meget i den praktiske drift, men fordi den egner sig meget godt til at teste forståelse. Derfor dukker den jævnligt op i forbindelse med sikkerhedsrådgivereksamen.
Det er altså en reel ADR-bestemmelse, men i praksis er det især et eksamensværktøj.
Hvad bruges tabellen til?
Tabel 2.1.3.10 bruges til at afgøre, hvilken fare der er den overvejende fare, når en blanding har mere end én relevant fare.
Det er vigtigt, fordi den overvejende fare er med til at bestemme:
- hvilket UN-nummer der skal bruges
- hvilken klasse blandingen skal henføres til
- hvilken officiel godsbetegnelse der skal anvendes
- hvilke sekundære farer der også skal angives
Det er altså ikke bare et spørgsmål om, hvilken fare der er “værst”. Det handler om, hvordan blandingen skal klassificeres korrekt efter ADR.
Hvornår er tabellen relevant?
Tabellen er relevant, når man står med en blanding, som:
- ikke er nævnt ved navn i tabel A
- har mere end én relevant fare
- skal klassificeres under en samlebetegnelse, hvor den overvejende fare skal fastlægges
I undervisningen ser man næsten altid tabellen brugt i eksempler med 50/50-blandinger. Det skyldes, at de er nemme at bruge pædagogisk. Når der er lige meget af hver komponent, kan man ikke bare læne sig op ad blandingsforholdet. Man bliver tvunget til at forstå princippet.
Det er vigtigt at understrege, at tabellen ikke kun gælder 50/50-blandinger. Men det er især dér, man møder den i undervisning og eksamen.
Hvorfor fylder tabellen så meget til eksamen?
Fordi den tester forståelse frem for rutine.
En kursist kan ikke løse disse opgaver sikkert ved bare at:
- se på procentfordelingen
- vælge den laveste emballagegruppe
- kigge på hvilket stof der “lyder farligst”
- tage udgangspunkt i komponenternes egne UN-numre alene
Man er nødt til at forstå forskellen på:
- primær fare
- sekundær fare
- emballagegruppe
- komponenternes klassificering
- blandingens samlede klassificering
Det gør tabel 2.1.3.10 velegnet som eksamensstof.
En enkel måde at forklare tabellen på i undervisningen
Hvis man vil gøre emnet mere tilgængeligt for kursister, kan det forklares i tre trin:
1. Find først ud af, hvilke farer blandingen har
Blandingen kan for eksempel være både:
- brandfarlig
- ætsende
- giftig
2. Brug derefter tabel 2.1.3.10
Tabellen hjælper med at afgøre, hvilken af farerne der skal være den primære fare.
3. Vælg til sidst den korrekte samlebetegnelse i tabel A
Når den primære fare er fastlagt, kan man vælge det rigtige UN-nummer og den rigtige godsbetegnelse.
Det er ofte denne enkle opdeling, der gør tabellen mere overskuelig.
Det vigtige pædagogiske punkt: den sekundære fare forsvinder ikke
Her er det afgørende at være meget tydelig, især i undervisningen:
Når tabel 2.1.3.10 bruges til at finde den overvejende fare, betyder det ikke, at de andre farer forsvinder.
De øvrige relevante farer skal stadig behandles som sekundære farer, hvis reglerne fører til det.
Det er en meget vigtig pointe, fordi mange kursister kommer til at tro, at tabellen bruges til at “vælge én fare og kassere resten”. Det er ikke rigtigt.
Tabellen bruges til at afgøre:
- hvilken fare der er den primære
- hvordan blandingen skal henføres
Men den sekundære fare skal stadig angives og huskes.
Det gælder også i de klassiske eksamenseksempler.
Eksempel 1: 50/50-blanding af brandfarlig og ætsende væske
Et tidligere eksamenseksempel tager udgangspunkt i:
- 50 % UN 1114 BENZEN, klasse 3, PG II
- 50 % UN 3055 2-(2-AMINOETHOXY)-ETHANOL, klasse 8, PG III
Her ender blandingen som:
UN 2924 BRANDFARLIG VÆSKE, ÆTSENDE, N.O.S., 3 (8)
Det centrale i undervisningen er ikke kun selve svaret. Det centrale er forståelsen af, hvad svaret betyder.
Blandingen ender i klasse 3, fordi den overvejende fare bliver brandfare.
Men det er meget vigtigt at understrege:
Den sekundære fare 8 forsvinder ikke.
Blandingen er altså ikke bare brandfarlig. Den er fortsat også ætsende. Det fremgår netop af klassificeringen 3 (8) og af godsbetegnelsen brandfarlig væske, ætsende.
Det er derfor forkert, hvis en kursist tænker:
“Så blev det klasse 3, og så er klasse 8 ikke relevant længere.”
Tværtimod. Klasse 8 er stadig relevant som sekundær fare.
Eksempel 2: 50/50-blanding af brandfarlig og ætsende væske med omvendt resultat
Et andet eksamenseksempel tager udgangspunkt i:
- 50 % UN 2366 DIETHYLCARBONAT, klasse 3, PG III
- 50 % UN 1789 SALTSYRE, klasse 8, PG II
Her ender blandingen som:
UN 2920 ÆTSENDE VÆSKE, BRANDFARLIG, N.O.S., 8 (3)
Her bliver den overvejende fare altså ætsning, og blandingen henføres derfor til klasse 8.
Men igen er det meget vigtigt at sige tydeligt:
Den sekundære fare 3 forsvinder ikke.
Blandingen er fortsat også brandfarlig. Det fremgår både af klassificeringen 8 (3) og af godsbetegnelsen ætsende væske, brandfarlig.
Dette eksempel er godt i undervisningen, fordi det viser, at to blandinger med samme overordnede faretyper ikke nødvendigvis giver samme resultat.
Det viser også, at man ikke kan nøjes med at tænke:
- brandfarlig + ætsende = altid klasse 3
eller - brandfarlig + ætsende = altid klasse 8
Man er nødt til at bruge tabellen.
Eksempel 3: 50/50-blanding af klasse 3 PG II og klasse 6.1 PG I oral
Et tredje godt undervisningseksempel er en blanding af:
- et stof i klasse 3, PG II
- et stof i klasse 6.1, PG I (oral)
Her kan blandingen ende som Klasse 3 med sekundær fare 6.1:
UN 1992 BRANDFARLIG VÆSKE, GIFTIG, N.O.S., 3 (6.1), I
Den endelige tildeling af UN nummer finder man ved at bruge samlebetegnelse-beslutningstræet i kapitlet for den primære fare.
I vores eksempel er 3 så afsnit 2.2.3.3 og så scrolle ned til den kommer “en gren” med sekundær fare som er 6.1 (giftig):
Eftersom vi ikke har kendskab til, at bladingen skulle bestå af thioler, aldehyder elelr andet, er vi nødt til at gå helt nederst i træet og vælge den mest generelle klassificering nemlig UN 1992.
Dette eksempel er særligt godt, fordi mange kursister spontant vil tro, at klasse 6.1, PG I nødvendigvis må “vinde”, fordi PG I signalerer høj fare.
Men det er netop en af de situationer, hvor man skal holde fast i systematikken.
Blandingen kan altså ende i klasse 3 som primær fare, selv om den også har en meget alvorlig giftig fare.
Og igen er det helt afgørende at understrege:
Den sekundære fare 6.1 forsvinder ikke.
Den bliver stående som sekundær fare. Derfor er blandingen ikke bare en brandfarlig væske. Den er også giftig, og det skal fortsat fremgå af klassificeringen.
Dette eksempel er godt, fordi det tydeligt viser, at man skal skelne mellem tre forskellige spørgsmål:
- Hvilken fare er den primære?
- Hvilke sekundære farer skal stadig angives?
- Hvilken emballagegruppe får blandingen?
Det er netop her, mange kursister bliver usikre.
Hvad skal kursister især passe på?
Der er nogle typiske fejl, som går igen:
Man tror, at tabellen vælger én fare og fjerner resten
Det er forkert. Tabellen fastlægger den primære fare. Den sekundære fare kan stadig være helt central og skal ikke glemmes.
Man tror, at den laveste emballagegruppe automatisk bestemmer klassen
Det gør den ikke. Emballagegruppen og den primære fare er ikke det samme spørgsmål.
Man tror, at komponenternes egne UN-numre direkte bestemmer blandingens UN-nummer
Det gør de ikke nødvendigvis. Blandingen kan ende under en samlebetegnelse.
Man glemmer at læse hele klassificeringen
Det er ikke nok at se på tallet foran parentesen. Man skal også huske tallet inde i parentesen.
For eksempel betyder 3 (8) ikke kun klasse 3. Det betyder klasse 3 med sekundær fare 8.
Man tænker for praktisk i en eksamenssituation
I virkeligheden vil man sjældent bruge tabel 2.1.3.10. Men til eksamen hjælper det ikke at tænke:
“Det her gør man jo aldrig i praksis.”
Det rigtige er i stedet at tænke:
“Det er netop derfor, det kan være en eksamensopgave.”
Hvad er den bedste huskeregel?
En brugbar huskeregel i undervisningen er:
Tabel 2.1.3.10 bruges til at finde den primære fare, ikke til at fjerne de andre farer.
Eller endnu kortere:
Primær fare vælges. Sekundær fare forsvinder ikke.
Det er en enkel formulering, men den rammer meget præcist.
Den praktiske konklusion
For faglærere er det ofte en fordel at sige det direkte til kursisterne:
- Tabel 2.1.3.10 er en rigtig ADR-regel
- Den bruges meget sjældent i det daglige arbejde
- Den bruges til gengæld ofte i eksamensforberedelse
- Formålet er at teste forståelse af primær og sekundær fare
- Når den primære fare er fundet, skal den sekundære fare stadig huskes
Det gør emnet mere troværdigt og lettere at forstå. Mange kursister bliver faktisk mere rolige, når de får at vide, at dette ikke er noget, de nødvendigvis kommer til at bruge ofte i praksis.
Afslutning
Tabel 2.1.3.10 er et godt eksempel på en ADR-bestemmelse, som har langt større betydning i undervisning og eksamen end i den daglige drift.
Netop derfor giver det god mening at undervise den enkelt og tydeligt:
Først fastlægges farerne.
Derefter bruges tabellen til at finde den primære fare.
Til sidst vælges den korrekte samlebetegnelse.
Og vigtigst af alt:
Den sekundære fare forsvinder ikke, bare fordi den ikke bliver den primære.
Det er ofte den sætning, der gør forskellen mellem overfladisk forståelse og reel forståelse.
